Hvorfor lade patienten øve vejrtrækningen før en spirometri?
Inden en spirometriundersøgelse kan patienten med fordel tage et par dybe ind- og udåndinger gennem mundstykket. Det hjælper dem til at vænne sig til udstyret og forstå teknikken, så målingerne bliver mere pålidelige.
Ifølge de nyeste ATS/ERS-retningslinjer skal udåndingen altid starte fra en maksimal inspiration. Efter den kraftige udånding anbefales det også at lave en hurtig, dyb indånding (FIVC) for at sikre, at målingen er udført korrekt.
Ved en spirometri får man bl.a. målt:
-
FVC (Forced Vital Capacity): den samlede luftmængde, patienten kan puste ud efter en maksimal indånding.
-
FEV₁ (Forced Expiratory Volume in 1 second): hvor meget luft der kan pustes ud i løbet af det første sekund.
-
FEV₁/FVC-ratio: forholdet mellem FEV₁ og FVC, bruges til at vurdere graden af luftvejsobstruktion.
-
FIVC (Forced Inspiratory Vital Capacity): den hurtige, maksimale indånding efter udåndingen, som bruges til at kontrollere, at målingen er startet fra fuld lungekapacitet.
FVC (Forced Vital Capacity) og FIVC (Forced Inspiratory Vital Capacity) bør som udgangspunkt være ens eller næsten ens, fordi de begge måler vitalkapaciteten, bare i hver sin retning (udånding vs. indånding).
Hvis forskellen mellem FVC og FIVC overstiger 0,1 L eller 5 % af FVC, betragtes forsøget som teknisk ugyldigt ifølge ATS/ERS-retningslinjerne. Det betyder nemlig, at patienten sandsynligvis ikke startede udåndingen fra fuld lungekapacitet, og så undervurderes resultaterne.
